De psykiske barrierer i klimakrisens tid – 2. afsnit af 5
Af Ingrid Wawra, cand.psych.
Serien skal gøre nytte hos mindre virksomheder i deres omstilling til bæredygtighed.
God fornøjelse 😉
Forskningen viser at mange mennesker er klar over at vi er nødt til at handle, men magter ikke at forholde sig til klimakrisen. Se litteraturhenvisning APA
Dette til trods for at vi tidligere har været igennem lignende trusler – for eksempel atombomben efter anden verdenskrig, hvor effekten af de bomber der blev kastet over Japan blev synlige. Det gik op for mange at mennesket havde muligheden for at udslette store dele af verdensbefolkningen, og lægge dele af jordkloden øde. Resultatet blev, at der kom omfattende og mangeårige protestbevægelser. Internationale aftaler skabte noget tryghed og så vænnede vi os til tanken om den atomare fare.
Næste udfordring var syreregnen i Europa. Skovene døde. Det var en demonstration af, hvad industrilandenes produktion i primitiv form kan føre til. Men med aftaler om at indføre passende filtre på fabriksskorstenene blev dette problem løst.
Så kom Ozonhullet. Det var CFC–gassene i køleskabe og spraydåser, der var årsag til ozonhullet i stratosfæren. Det var værre: industriproduktionen var blevet global. Vi skulle, som ved atomkrigsfaren, forholde os til hele kloden, men her var det industrien, der skabte grundlaget for vores behagelige liv, som var årsagen. Vi blev klar over at grundlaget for de mange produkter, der var blevet del af vores hverdag kunne blive til en trussel for menneskeheden. I 1989 blev de store industrilande enige om at forbyde produktion af CFC-gasse og 2010 tilsluttede udviklingslandene sig aftalen. Det er først her i 2016, som følge at dette samarbejde at videnskabelige undersøgelser kan berette, at ozonhullet er blevet mindre og på vej til at forsvinde i overskuelig fremtid. (se for eksempel http://politiken.dk/viden/art5415281/Ozonhullet-er-blevet-mindre)
Den nuværende problematik, klimakrisen, er større end både atombomben, syreregnen og ozonhullet, dels fordi klimakrisen omfatter alle områder og hele kloden, dels fordi der skal løses et utal af sammenhængende problemer – denne gang løses problemet ikke med nogle filtre eller forbud mod enkle kemiske stoffer.
Det er svært at se konsekvenser, når de strækker sig over årtier – vi må lære at vores handlinger i dag kan have gennemgribende følger for de næste generationer.
Vi er nødt til at lære at tage hånd om kloden. Det er vi – trods disse trinvise erfaringer – ikke særlig godt rusten til.
…forsættes ….