Kronisk stress
De psykiske barrierer i klimakrisens tid – 3. afsnit af 5
Af Ingrid Wawra, cand.psych.
Serien skal gøre nytte hos mindre virksomheder i deres omstilling til bæredygtighed.
God fornøjelse 😉
Forestil dig en kanin, der hopper stilfærdigt rundt på sin eng, sammen med andre kaniner i nærheden af deres kaninhuller. Kaninen har hovedet ned i græsset og gumler. Fra tid til anden løfter den hovedet, sætter sig på bagbenene, retter ørerne op og skanner omgivelser for at være sikker på at der ingen fare er på færde.
Når den hører mistænkelige lyde bliver den mere på vagt og når lyden tyder på overhængende fare, så løber den alt hvad den kan ned i sit kaninhul.
De kropslige processer der sker i kaninen ligner dem, der sker i de fleste dyr og også i os mennesker, når vi skal være parate til at kæmpe eller flygte. Kroppens alarmsignaler har udviklet sig fra menneskets tidligere udviklingstrin. Adrenalinen pumper rundt, hjertet slår hurtigere, pulsen bliver sat op, blodet strømmer til de store muskelgrupper og automatiske kropsprocesser der ikke er vigtige for kamp eller flugt, bliver nedsat. Det er rent overlevelsesinstinkt – en akut stressreaktion, hvis nytte er nemt at forstå.
Det bliver kompliceret, når gentagne akutte stress-situationer fører til en kronisk belastning. I den situation bliver mange personen mere sensibel for lignende stressorer og vil ofte reagere med undgåelsesadfærd og fortrængning.
Er truslen derudover så stor og kompliceret, at man ikke kan se muligheder for handling, bliver evnen til bevidst problemløsning svækket, og de instinktive reaktioner overtager styringen. Disse situationer af at være overvældet og opleve magtesløshed forstærker den kroniske stress gevaldigt og ender ofte med traumatisering.
Vi møder normalt alt nyt ved at kategorisere det og sammenligne det med tidligere hændelser. Ud fra denne sammenligning finder vi en passende reaktion. Men når der ingen sammenlignings-muligheder er og der samtidig er en trussel mod ens liv, så går systemets automatiske reaktioner i gang. Instinkterne tager over og hjernens ældre dele, der normalt tager sig af de selvkørende processer såsom åndedrag og hjerteslag, overtager styringen. Formålet er at overleve.
Det betyder, at hjernen stiller de bevidste løsningsprocesser i baggrunden og at overlevelsesinstinktet tager kontrollen. Dette sker når mennesket ikke kan indordne truslen i en forklarende sammenhæng og ikke kan trække på tidligere erfaringer.
Gentager truslen sig og er der samtidig ingen mulighed for at flygte eller kæmpe kan det være en god overlevelses-strategi ikke at gøre noget – altså at ‘spille død’, ‘stikke hovedet i sandet’ eller, for at komme tilbage til kaninen, sidde helt stille nede i kaninhullet og prøve at ignorere den grumme verden udenfor.
Disse processer er kun mere eller mindre bevidste hos mennesket. Man mærker måske et stigende stressniveau, en mindre evne til koncentration, en kortere lunte, stressrelaterede fysiske symptomer – men på overfladen er alt som før, der er bare noget der ulmer under overfladen.
Kort sagt:
Kronisk stress opstår ofte som følge af gentagne trusler, især hvis det er trusler mod ens eget og ens sociale netværks liv.
- Det opstår når man oplever gentagne trusler og at problemet er for stort og komplekst til at man kan gøre noget ved det. Det vil sige, når man ikke har nogen kontrol over situationen.
- Er truslen karakteriseret ved at den ikke passer ind i nuværende skabeloner, vil den virker overvældende og derved blive til ubevidst stress-udløser, altså virker traumatiserende.
Ud fra stressteorien kan folks manglende reaktion overfor klimakrisen ses som følge af kronisk stress med traumatiske træk:
Udløseren er manglede handlemuligheder og dermed tab af kontrol grundet i et uoverskuelig problem, der er livstruende for mange mennesker her og nu og endnu mere for de kommende generationer.
I den følgende afsnit vil jeg relatere typiske stressreaktioner til de psykiske udfordringer, som klimakrisen bringer med sig.